You are here :: Om os Fra huskat til Ocicat

Artikel bragt i ”Kattemagasinet”, april 2004

Af Marianne Hindkjær

I sommeren 2002 døde vores elskede huskat Otto, en dejlig stor sort han-kastrat. Han var da godt 13 år gammel, og jeg havde haft ham fra han var 8 uger. En kat med en ganske særlig personlighed, der havde fulgt mig gennem tykt og tyndt. En kat som vi begge, og jeg i særdeleshed, var meget knyttet til!

Jeg har stort set altid haft kat, altid almindelig huskat og altid kun én kat. Da Otto døde var spørgsmålet; Hvad nu? Det var som om en ny almindelig huskat ikke kunne træde i stedet for Otto – der skulle noget særligt til! Og kat skulle vi naturligvis have igen. Andet ville være utænkeligt!

Tanken om at få en racekat begyndte nu ud fra den formodning, at vi på denne måde i højere grad kunne vælge hvilken type kat – rent temperamentsmæssigt – vi ville have. Og netop temperamentet var det altafgørende for os, på baggrund af den store personlighed Otto havde haft. Kort sagt – en flegmatisk sofapude var ikke lige os!

Nu startede en større undersøgelse for at finde ud af hvilken race det skulle være. Bøger blev lånt hjem fra biblioteket i læssevis – mange var ubrugelige og røg hurtigt retur igen, andre var spændende læsning - og hurtigt fandt vi ud af, at Politikens Kattebog var et rigtigt godt værktøj og den seneste udgave blev købt!

I begyndelsen sprang jeg beskrivelsen af de mere sjældne katte over. Var først meget varm på at få en aby. Var også fascineret af siameserens personlighed. Overvejede så lidt en russer og vendte atter tilbage til aby’en, men ingen var helt perfekt. Begyndte så alligevel at læse om de lidt mere ukendte racer, og her faldt jeg straks for beskrivelsen af noget, der hed en ocicat, som tilsyneladende havde det perfekte temperament! Vi havde aldrig hørt eller set noget til denne race. Den så noget speciel ud, og vi tænkte at den måske slet ikke fandtes her i landet – og hvis den gjorde, var den sikkert meget dyr!

Vi gik på nettet og opdagede at, jo – der findes skam ocicatte i Danmark! Og der var endda nogen, der havde killinger til salg! Både hos Grethe Højgaard Jensen og hos Sonja og Steen Vinbæk – begge i Odense. Vi fik aftalt besøg begge steder, og fandt racen endnu mere spændende ved nærmere eftersyn Vi faldt totalt for en 3½ mdr. gammel dreng hos Sonja Vinbæk. Han var chokolade-spotted og hed Bobo.

Bobo blev starten på en helt ny æra for os som katteejere. Indtil da havde vi aldrig været på en katteudstilling og anede intet om hvad det gik ud på. Og tanken om at få mere end én kat, og endda have opdræt, lå os uendeligt fjernt! Nej, Bobo skulle naturligvis neutraliseres når den tid kom, og leve et liv i lighed med det vores tidligere huskat havde haft – d.v.s. med adgang ud i det fri!

Men ak, når først man har fået en ocicat i huset, sker der ting og sager! 

Sonja og Steen Vinbæk opfordrede os til at tage på udstilling med Bobo – sagde det var vigtigt racen blev vist frem, da den endnu ikke var så kendt. Det kunne vi naturligvis godt forstå, og lod os overtale. Vi ville derfor udstille Bobo én gang som killing, men så var vi angrebet af bacillen! Bobo blev nemlig meget rost af dommeren, fik Ex.1 – var bedste ocikilling ud af 2, og han var et knurhår fra en nominering! Så det måtte vi naturligvis prøve igen!

Tredje gang var lykkens gang, da Bobo i sin første åbne klasse vandt CAC, BIV og BIS - kun 10 måneder gammel! Det var planen han nu skulle kastreres, men efter dette flotte resultat sagde Grethe Højgaard Jensen, at vi endelig ikke måtte kastrere sådan en fin hankat! Nå nej, det kunne vi jo sådan set godt følge hende i, men hvad skulle vi lige stille op med en voksen fertil hankat?

Vi overvejede situationen lidt, og besluttede så at skåne Bobo’s ”kronjuveler” foreløbig. Men sådan en fertil hankat kan man jo ikke have gående frit omkring, så derefter startede projekt Indhegning af Haven! Og det er ikke let at spærre en ocicat inde, skal jeg lige hilse og sige, men efter mange forviklinger lykkedes det dog til sidst – efter vi fik sat strøm øverst på hegnet! Det har selv en ocicat respekt for!

Her gik Bobo så i ensom majestæt, og miavede og klagede sig i et væk, fordi han ikke kunne komme ud til de andre katte i kvarteret! Vi indså derfor hurtigt, vi var nødt til at skaffe ham noget selskab. Og så var tanken om en lille pige, og dermed muligheden for en dag at få et kuld killinger, jo meget besnærende. Skulle vi have alt bøvlet med en fertil hankat, kunne vi lige så godt tage fornøjelsen med – om jeg så må sige. 

Da der endnu er forholdsvis få ocicatte i Danmark, måtte vi til udlandet for at få nyt blod. I det øvrige Skandinavien har racen eksisteret siden starten og midten af 90’erne, så her er betydeligt flere at vælge imellem. I Norge fandt vi frem til opdrætter Hanne Luthen, som havde planlagt kuld i løbet af sommeren af den type og kvalitet vi ønskede, og med en afstamning der passede overens med Bobo’s. Spændte var vi derfor, da Hanne ringede den 17. juli 2003 og fortalte hendes hunkat netop havde født 4 piger – 2 chokoladespottede og 2 lillaspottede – og vi havde førstevalg!

Stor var spændingen da vi den 22. august kørte hele vejen til Oslo for at se på killinger og udvælge Bobo’s fremtidige legekammerat og mage! Det var en meget svær beslutning! 4 ubeskriveligt skønne og herlige oci-piger på bare 5 uger. Ja, vi havde mest lyst til at putte dem alle i lommen og tage med hjem på stedet, men den gik jo ikke! En beslutning måtte træffes, og valget faldt på Carla – en af de chokoladespottede. Men ak, der var jo endnu godt et par måneder til vi måtte få hende med hjem!

Hanne ville udstille killingerne før de forlod hende, så den 18. oktober – dagen efter de var 3 måneder – fløj Hanne til Bergen med kuldet. Her blev vores Carla bedste killing i kuldet, fik Ex.1 og blev nomineret!  Men ak, udstillingen trak ud, og Hanne skulle nå sit fly tilbage til Oslo, så det endte med hun måtte tage derfra, inden Best In Show løb af stablen! Men glade og stolte var vi over tilsyneladende at have valgt den rigtige killing!

Endelig den 1. november mødtes vi med Hanne i København under Verdensudstillingen (jeg tror der blev udvekslet en del katte den dag), og kunne drage hjem med vores nye lille vidunder!

Fra samme øjeblik Carla gjorde sit indtog i huset, forandrede Bobo sig fra at være vores ”lille killing” til at være ”voksen og følsom”. Det er rørende at se hvor omsorgsfuld han er overfor hende, og tydeligt at han er sig sit ansvar bevidst som opdrageren. Og hvilken opgave! Carla er en ukuelig lille tyran, der igen og igen går til angreb på Bobo. Ind imellem udspiller der sig de rene brydekampe mellem dem – også om natten i vores seng. SUK! Andre gange ligger de tæt sammen og sover eller vasker hinanden i fredfyldt harmoni. Hvilken fryd at se dem sammen!

Det at have fået en kat mere i huset, har absolut tilført os en ny dimension som katteejere. Og jeg skulle lige hilse og sige, at MED TO OCICATTE I HUSET KEDER VI OS ALDRIG !!!

Nu ser vi med spænding frem til, at vi i løbet af efteråret 2004 forhåbentlig får vores første kuld oci-killinger i huset. Hvilken udfordring!